Fyrrenæsly består af 22 ældreboliger, smukt beliggende i Lynæs med udsigt over Isefjorden. Den 1.800 m² store bebyggelse er anlagt som trefjerdedele af en cirkel, hvor ydersiden indbyder til privatliv og indersiden til fællesskab. Den meget specielle runde bygning er opført som et bæredygtigt byggeri i henhold til lavenergiklasse 2015.
Materialerne er valgt med bæredygtighed for øje, og bygnings-opvarmningen foregår ved hjælp af et jordvarmeanlæg. Jordvarme-anlægget er en effektiv og miljømæssigt fordelagtig måde at overholde energirammen på. Den årlige udgift til varme og strøm forventes at kunne nedsættes med 1.000 kr. pr. husstand. I jorden omkring bygningen snor sig knap to kilometer jordslanger, der nærer jordvarmeanlægget i kælderen.
Anlægget drives delvist af ca. 110 m² solceller på taget. Sammen med ventilationsanlægget, der er optimeret med luftskifte og høj genvindings-grad, sikrer det et sundt indeklima og mindsker fugt, skimmelsvamp og miljøbelastning.
Den velisolerede klimaskærm, solafskærmning og varmepumpe bidrager også til det bæredygtige byggeri. Klimaændringerne og de øgede nedbørsmængder gør det attraktivt at forsøge at håndtere regnvand, der hvor det falder, så det ikke belaster kommunernes afløbssystem. Derfor udførte Danakon samtidig et anlæg til lokal nedsivning af regnvand også kaldet LAR (lokal afledning af regnvand).
Ved at indlægge jordvarme sikrede Danakon, at lavenergiramme 2015 kunne overholdes. Det betød samtidig, at væggenes isoleringstykkelse kunne minimeres, og det får bygningen til at virke mindre kompakt inde som ude. Desuden sørgede Danakon for at benytte det nedsivede regnvand med et rekreativt sigte ved at anlægge en lille sø ved plejecentret.
TLF: +45 43 99 22 77
Email: post@danakon.dk
CVR: 83132612
Sengeløsevej 4
2630 Taastrup
Danmark
PRIVATLIVSPOLITIK
© Copyright 2018 Danakon A/S